Det var sidst på sommeren i 2017, og Kimmie Ross Holm var efter ferien i gang igen som socialrådgiver i Fredericia Kommune. Der havde hun været, siden hun afsluttede sin uddannelse året før, og hun stortrivedes med både sit arbejde og sine kolleger.
Der var fuld fart på, og det kunne hun godt lide. Hun sad på første sal og havde lige brug for at tale med en kollega nede i stueetagen. På trappen gled den ene fod, og hun tog de næste ti trin på bagdel, ryg, nakke og hoved.
Hun skyndte sig på benene - lidt pinlig over situationen – fik afsluttet dagens arbejde og kørte hjem – uden at ane, at det her havde været hendes sidste normale arbejdsdag.
Om natten kastede hun op. Da hun næste morgen havde afleveret sine døtre på fire og syv år, satte hun kurs mod arbejdspladsen. Men ude på motorvejen var hun nødt til at stoppe bilen. Hun havde mistet overblikket og kunne slet ikke følge, hvad der skete i trafikken omkring hende.
Kimmie kontaktede sin læge, der blev bekymret for, om hun havde fået et brud på ryggen. På Odense Universitetshospital røntgenfotograferede de hendes ryg, lænd, skulderblade og nakke. Der var ingen brud, så Kimmie fik besked på at tage hjem, tage lidt smertestillende medicin og holde sig i ro resten af ugen.
Piskesmæld og hjernerystelse
Det er nu godt to år siden, og Kimmie er fortsat nødt til at holde sig meget i ro og økonomisere med kræfterne. Diagnosen lyder på piskesmæld og alvorlig hjernerystelse – to lidelser, der ikke kan ses, men mærkes hele tiden.
Flere gange forsøgte hun at vende tilbage til jobbet, men forgæves. I lang tid kunne hun slet ikke løfte venstre arm, og seks uger efter faldet blev hun fuldtidssygemeldt.
”Jeg var så ked af det og følte, at tæppet var trukket væk under mig. Rigtig meget af min identitet lå i mit arbejde, og med et var jeg en syg enlig mor til to,” siger Kimmie.
Dagene gik med undersøgelser og scanninger, der ikke kunne pege på en hurtig løsning.
”I lang tid blev jeg ved at tro, at på mandag er alt bedre, og jeg kan komme afsted igen. Men det gjorde det ikke. Jeg havde svært ved at acceptere, at man kan slå sig så meget ved at falde ned ad en trappe.”
Mistede jobbet
Efter et halvt år gik det op for Kimmie, at faldet kom til at koste hende jobbet. Hun blev afskediget i januar 2018 med tre måneders opsigelse. Sundhedssystemet gjorde, hvad de kunne, men ingen behandling virkede. Kimmies piskesmæld og eftervirkningerne af hjernerystelsen tricker hinanden. Når det gør ondt i nakken, udløser det hovedpine, og når Kimmie har hovedpine, spænder hun i nakken.
”Jeg blev ramt af håbløshed - alene med to små piger, min løn var afløst af sygedagpenge, og jeg fik det bare ikke bedre,” siger Kimmie.
Hjælp fra PKA
Det var svært at få økonomien til at hænge sammen, og en dag spørger socialrådgiveren på jobcentret, om Kimmie har henvendt sig til PKA.
”Det forstod jeg slet ikke. Hvorfor skulle jeg snakke med mit pensionsselskab om det her? Pension handlede jo om noget langt ude i fremtiden. Hvad havde det at gøre med, at jeg 32 år gammel var ramt af sygdom?"
Men hun ringede til PKA, der efter en vurdering af sagen bevilgede hende en månedlig kompensation for den lavere indkomst og som opretholdt de månedlige indbetalinger til pensionen.
”Det var fantastisk! Jeg er så taknemmelig for, at min sagsbehandler kom i tanker om, at jeg skulle kontakte PKA. Ellers havde jeg ikke anet det. Jeg kan kun råde andre, der bliver ramt af sygdom til at tjekke, om de kan få hjælp fra deres pensionskasse,” siger Kimmie og tilføjer:
”Det gjorde en kæmpe forskel for mig, for jeg fik efter skat omkring 3.500 kr. mere at gøre godt med. Børnene er jo ikke holdt op med at vokse, fordi jeg er syg. Men nu var der udover husleje og forsikringer stadig råd til at købe vinterstøvler og flyverdragter og til at holde børnefødselsdag”.
Masser af hvile og få aktiviteter
Det er vigtigt for Kimmie, at hendes sygdom ikke berører børnene.
”Da jeg havde det værst, stod jeg op klokken halv syv, og kørte pigerne afsted til klokken otte. Når jeg så kom hjem og havde ryddet lidt op, lagde jeg mig igen klokken 10. Og jeg sov – snorksov – lige til vækkeuret ringede kl. 14. Så kunne jeg lige samle lidt energi, inden jeg hentede børnene kl. 16”, husker Kimmie.
I dag går det lidt bedre, men hun skal stadig spare på kræfterne og huske at hvile i løbet af dagen. Hendes tommelfingerregel er, at hvis hun skal noget om eftermiddagen, må der ikke være den store aktivitet om formiddagen – og modsat.
Det kræver meget at bevare familiens rytmer og rutiner, når hukommelsen ofte driller.
”Og svigter det, så siger jeg til børnene: ”Jamen hør lige her – alle mennesker glemmer sommetider”. Og det gør vi jo”, siger Kimmie med et smil.
Endt mellem to stole
Efterhånden lykkedes det Kimmie at få hverdagen og økonomien til at hænge sammen. Men jobcenteret valgte at raskmelde hende fra 1. april 2019. Fra den dag har hun været på kontanthjælp, ligesom ydelsen fra PKA er indstillet.
”Der er ingen i sundhedssystemet, der mener, jeg er rask. Men jeg er endt mellem to stole – jeg er for syg til dagpenge og for rask til sygedagpenge. Jeg fik beskeden en fredag, hvor pigerne var hos deres far, og jeg lå inde i sengen og hulkede. Så kom min mor og lagde sig ved siden af mig. Hun sagde meget klart, at der var ingen i hendes familie, der skulle gå fra hus og hjem, fordi de var kommet til skade. Så jeg er så heldig, at mine forældre kan hjælpe mig,” siger Kimmie.
Jobcentrets raskmelding behandles i ankestyrelsen. Kimmie har fået udbetalt en erstatning fra arbejdsgiverens forsikring, og den bruger hun til at få økonomien til at hænge bedre sammen i øjeblikket. Sundhedssystemet kan ikke tilbyde hende mere. Både piskesmæld og eftervirkningerne af hjernerystelse skal have sin tid. For nylig er det lykkedes Kimmie at finde en praktikplads.
”Jeg kan slet ikke arbejde 37 timer om ugen lige nu – men begynder med ti timer. Arbejdet er en vigtig del af min identitet, har jeg erfaret, så jeg vil gerne arbejde så meget, jeg overhovedet er i stand til,” siger Kimmie.